Den danske angriber Jens Odgaard kan stå foran et nyt stort skifte.

B.T. kan afsløre, at Serie A-klubben Bologna forhandler med hans klub AZ Alkmaar om en overgang.

Samtidig lurer Leeds og Werder Bremen også i baggrunden.

Jens Odgaard kom til AZ Alkmaar for et år siden, da klubben gjorde ham til et rekordkøb på fire millioner euro, 30 millioner kroner.

Jens Odgaard tiltrækker sig igen opmærksomhed fra Serie A. 
Jens Odgaard tiltrækker sig igen opmærksomhed fra Serie A.  Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det kom i land, efter at den 24-årige danske spydspids havde imponeret i Æresdivisionen, hvor han i sæsonen forinden havde otte mål og seks assister for den mindre hollandske klub Waalwijk.

Dengang var han ejet af Sassuolo, så hvis Bologna og AZ Alkmaar finder til enighed om en transfer, vil Jens Odgaard skulle tilbage til et land, han er særdeles godt bekendt med.

Faktisk skiftede han som ung for hele seks år siden til Inter i en handel til 10 millioner kroner, da den italienske storklub så et stort talent i den daværende Lyngby-spiller.

I sin første sæson i AZ Alkmaar lavede han 13 mål og seks oplæg på tværs af alle turneringer.