Lea Wermelin og Mogens Jensens ønske om mere urørt skov er ikke klimarigtigt
Det moderne danske skovbrug, som vi kender i dag, udsprang oprindeligt af oplysningstiden for over 200 år siden. Omkring år 1800 var det danske skovareal svundet ind til blot 850 km², men siden da er vores skovareal heldigvis mangedoblet. Allerede i 1880 udgjorde arealet 2.000 km², mens det i dag udgør hele 6.000 km² – svarende til ti gange Bornholms areal. Denne store forøgelse af skovenes areal skyldes særligt tilplantningen af heder og klitter. Denne tilplantning finder dog i vore dage en del modstandere, som mener, at klitterne og hederne er oprindelig natur, som tilplantningen har ødelagt.
Jeg har selv ment det samme, men forskning har nu vist, at hederne og klitterne i fordums tider faktisk var skovklædte. Disse skove blev så ødelagt af overdrevent forbrug af træ og kreaturgræsning, hvilket i øvrigt også var tilfældet på Færøerne, Island og Grønland, hvor skovene også forsvandt og blev erstattet af lyng.
Kun cirka en femtedel af de danske skove anno 2019 var også skov i tiden omkring år 1800. Nu er det af stor betydning, at skovvæsenet får mulighed for at fortsætte arbejdet med at genskabe fortidens skove. Som vi senere skal se, binder skovene nemlig meget store mængder kulstof, hvis de behandles rigtigt.
Skovens dyr trives
De danske skove rummer levesteder for mange organismer og udgør således grundlaget for en stor del af den samlede biodiversitet. Skovene har en særlig betydning, fordi Danmark oprindeligt efter istiden var et skovland. Derfor hører en stor del af de vilde dyr og planter i vore dages natur til i skovene.
Man skal dog huske på, at kun en meget lille del af vore dages danske skove også var skovdækket i oldtiden. Nutidens danske skov er i høj grad resultatet af generationers flittige arbejde med at fremelske ny skov. På samme måde repræsenterer de store hede- og klitplantager vor tids forsøg på at genskabe nogle af oldtidens skove.
De danske skoves biodiversitet har ændret sig meget i de seneste 50-60 år. Mange fuglearter, som har været udryddet, breder sig nu igen. Ravnen, som kun fandtes i nogle få eksemplarer i Sønderjylland, er nu ved at blive almindelig i hele Danmark. Havørnen – der tidligere var udryddet – yngler mange steder og er ikke længere sjælden. Selv kongeørnen og fiskeørnen findes nu ynglende – om end indtil videre kun i et ganske lille antal. Den røde glente, som også tidligere var udryddet, yngler også i stigende antal over hele landet.
Den samme udvikling gælder for de store pattedyr. Krondyrene, som tidligere kun fandtes i et lille antal i nogle få jyske skove, finder vi nu overalt i Danmark. Ifølge jagtstatistikken bliver der skudt omkring 10.000 krondyr om året, og det samme gælder for dådyrene. Et forbløffende tal. Rådyrene er på samme måde eksploderet i antal: For 50 år siden blev der skudt omkring 20.000 rådyr om året, nu er tallet 100.000. Bestanden er femdoblet.
Som et kuriosum skal det nævnes, at ulvene er begyndt at indvandre til de jyske skove og plantager. En udvikling, ikke alle er lige begejstrede for. Kristian Leth omtaler i sin bog Håb. Et forsvar for fremtiden, at der – parallelt med at mange arter er forsvundet på grund af mennesker – er kommet mere og ikke mindre biodiversitet. Det er Danmark et godt eksempel på, selv om mange biologer og fredningsfolk hævder det modsatte.
Urørt skov ikke klimarigtig
I de senere år har skovforskningen og andre fået blik for, at de danske skove, selv om de er små, har stor betydning for klimaet. Træ er den største vedvarende energikilde i Danmark. Træ, der bliver udnyttet til biogas, producerer dobbelt så meget vedvarende energi som alle vore mange og dyre vindmøller. Halvdelen af dette træ importeres dog, men den anden halvdel kommer fra vore egne skove og plantager. Denne halvdel kan let forøges, men der er meget, der tyder på, at den i stedet vil blive kraftigt reduceret.
Skovforskningen viser, at skovene i gennemsnit binder cirka 1.000 tons CO2 om året pr. km². Men i disse år har en ejendommelig form for nyromantik grebet sindene – nemlig idéen om at alting står så grelt til, at vores natur efterhånden er helt ødelagt. Ideen om at biodiversiteten er under kraftig tilbagegang og så videre.
Derfor bliver alt nu sat ind på, at staten skal lægge sine skove og plantager ud som urørt skov – det vil sige skov, hvor man ikke længere fælder og bruger træerne. Hertil kommer et ønske om, at staten skal fælde sine klitplantager, opgive arbejdet med at genskabe fortidens skove og lade arealerne springe i lyng endnu en gang.
Men urørt skov binder ikke CO2, for når træerne dør i en urørt skov, så rådner de og udleder den samme mængde CO2, som de optog ved fotosyntesen under væksten. Resultatet er derfor nul binding. Når skovene derimod dyrkes og passes, så tyndes skoven, ligesom man tynder radiser, når de er plantet for tæt. De tilbagestående træer forøger til gengæld væksten, således at skovens tilvækst er uændret. Det har skovbrugsforskningen dokumenteret mange gange.
De fældede træer ender så som planker, brædder, gulve og møbler, hvori kulstoffet er bundet mange år. Til slut ender det gamle træ som brændsel, hvor det fortrænger de fossile brændstoffer kul, olie og gas. Godt nok udledes der CO2, når træet i sidste ende bliver brændt, men den CO2 svarer i mængde til den CO2, som træerne optog, da de voksede. Endvidere udnyttes trærester fra opskæringen og andet ellers ubrugeligt træaffald til at erstatte kul, olie eller gas.
Ministrene sætter os år tilbage
Det korte af det lange er, at en urørt skov ikke ville binde 1.000 tons CO2 pr. km² om året som en normal dyrket skov. En række politiske partier, herunder regeringspartiet, Socialdemokratiet, vil alligevel udlægge statens skove til urørt skov – det drejer sig i alt om cirka 1.000 km² skov. Hvilket svarer til, at en million tons CO2 om året potentielt ikke længere vil blive bundet i skovene. Og det er klart, at rydning af de skove og plantager, som skulle genskabe fortidens skove, fuldstændig ødelægger kulstofbindingen.
Samtidig er det værd at bemærke, at det som bekendt bliver dyrt at opnå målet om en 70-procentsreduktion af udledningen af drivhusgasser. Men erstatter vi urørt skov med dyrket skov, er det ikke alene gratis at nedbringe kulstofudledningen, der følger også øget beskæftigelse og øgede indtægter med.
I dag binder de danske skove cirka seks millioner tons CO2 om året, og det skulle de gerne blive ved med at gøre. Men det ser ikke lyst ud. I Politiken den 14. juli 2019 skriver miljøminister Lea Wermelin og fødevareminister Mogens Jensen blandt andet: »Der er brug for mere urørt skov og flere sammenhængende naturområder«. Det betyder, at det livsvigtige arbejde med at begrænse atmosfærens indhold af drivhusgasser sættes år tilbage.
Er det nu den rigtige vej at gå?
Personligt mener jeg, at statens skove igen burde blive en rollemodel for de private med henblik på en skovbehandling, som binder mest mulig CO2. Og at man skal standse rydningen af klit- og hedeplantager og i stedet intensivere arbejdet med at genskabe fortidens skove.
Formentlig ved vores nye miljøminister og mange andre politikere ikke, at urørt skov ikke binder kulstof, mens den passede skov gør det. En henvendelse til dansk skovbrugsforskning er nok på sin plads.
Niels Heding, seniorforsker i Skov, Natur og Biomasse ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning