Dansker var med til at starte Guns N' Roses, men hans liv endte ulykkeligt

Det er de færreste, der ved, at en ung fyr fra Esbjerg faktisk var med til at starte Guns N' Roses.

OBS! Denne artikel blev bragt 8. april 2016, men bringes igen i anledning af, at Guns N' Roses spiller i Parken i København tirsdag aften kl. 21.00.

Vi er tilbage i slutningen af 1970'erne, og Tommy Kristensen og Ole Beich går rundt nede på Esbjerg havn, hvor de begge er løsarbejdere. Tommy Kristensen sparer sammen til at købe en bil, og Ole Beich sparer sammen til en flybillet til USA - mere præcist Los Angeles, som på daværende tidspunkt er for heavy-rocken, hvad Nashville er for countrymusikken.

Ole Beich kommer fra et musikalsk hjem og spiller først guitar ligesom sin far og senere hen bas. Med en stor passion for heavy metal køber Ole Beich sin billet til færgen mod England, hvorfra han flyver til Los Angeles. Eventyret om at blive en stor stjerne er for alvor skudt igang.

Ole Beich tager til et hav af auditions, og i 1984 kommer den unge esbergenser med i bandet L.A. Guns. Bandet bliver året efter slået sammen med Hollywood Rose, og Guns N' Roses er skabt. Ole Beich spiller bas til den første koncert, hvor de to heavy metal-bands er fusioneret. Og det bliver også den sidste koncert for Ole Beich.

Da bandet kun en måned efter spiller deres næste koncert, er det uden Ole Beich, og den dag i dag er det stadig uklart, hvorfor vestjyden ikke fortsatte i bandet. Nogle mener, det var, fordi de ikke kunne blive enige om stilen. Ole Beich var ikke glad for glimmerbukser, makeup og puddelhår. Andre mener, det var, fordi Ole Beich ikke mødte op til en øver og i stedet var taget til koncert, men nogle helt tredje mener, det var stofforbruget, der gjorde Ole Beich ufokuseret. Et fjerde bud er, at der ikke var plads til både Ole Beich og Axl Roses store egoer.

En målrettet dagdrømmer

Det hele starter som sagt i havnebyen Esbjerg. Her lærer Tommy Kristensen Ole Beich at kende gennem Oles lillebror Anders Beich. I Beich familiens hjem kan man nemlig lytte til, spille og ikke mindst tale om musik med andre musikinteresserede unge og Ole Beichs forældre.

- Ole og jeg har en fælles interesse for rock- og heavy metalmusik, så vi bliver hurtigt gode venner. Hold op, hvor tilbragte vi mange timer med at lytte til musik og snakke om den. Det gjorde vi hos ham, men også på mit lille klubværelse, som var fyldt op med store højtalere og et stereoanlæg, fortæller Tommy Kristensen til TV 2.

En dagdrømmer

Han husker Ole Beich som en dagdrømmer, men en dagdrømmer med ét mål. Og målet var at komme til USA og blive en heavy metal-stjerne.

- Vi skulle faktisk have været derovre sammen. Ole blev ved med at sige, at jeg kunne få en karriere inden for motorsport derovre. Jeg interesserede mig jo meget for biler. Men jeg tror, Ole troede mere på mine evner, end jeg selv gjorde, siger Tommy Kristensen.

Ole Beich er også blevet beskrevet som en destruktiv person med en djævel inde i sig. Men disse beskrivelser kan Tommy Kristensen ikke genkende fra sit venskab med Ole Beich:

- Hvis man gad at høre på, hvad han sagde, så var han en alletiders fyr og kammerat. Det var han virkelig.

Skød med våben i ørkenen

Men det tætte venskab bliver sat på standby, da Ole Beich endelig får sparet nok penge sammen til at flyve til Los Angeles. Året er 1984, og heavy metal-musikken blomstrer for alvor i lige netop L.A. Ole Beich bor med en ven i et nedlagt pakhus, hvor de sover på gulvtæpper - når de da endelig sover. For det meste af tiden går med at gå til auditions, koncerter, fester og besøge damer.

Tommy Kristensen ved ikke, hvad der præcist skete forud for, at Ole Beich ikke længere var en del af Guns N' Roses, men han tror, der 'gik for mange stoffer i den'.

- Så mister man sgu nok overblikket. Der var virkelig knald på. Han fortalte på et tidspunkt, at de havde været ude i ørkenen og skyde med skarpe våben. Alt kan jo lade sig gøre derovre. Han fortalte også, at der blev røget meget crack.

- Jeg kan huske, han beskrev det som at have en bordtennisbold til at flyve rundt inde i hovedet. Hold kæft, at han turde.

Fra stjerne til misbruger

Efter det ikke gik med Guns N' Roses, ryger Ole Beich ud i et mere og mere omfattende stof- og alkoholmisbrug. Ingen penge, intet band og et mislykket selvmordsforsøg sender ham hjem til Danmark, hvor han flytter ind hos sine forældre i Esbjerg.

Guns N' Roses udgiver i 1987 deres banebrydende debutplade, 'Appetite for Destruction', som af mange betragtes som en af de bedste debut-plader gennem tiderne. Pladen indeholder blandt andet sangene 'Welcome to the Jungle' og 'Sweet Child o' Mine'. Derudover blev den det bedst sælgende debutalbum i 80'erne med mere end 28 millioner solgte eksemplarer.

Tommy Kristensen kan godt huske, at Ole Beich var rigtig ærgerlig over, at han ikke var fortsat i det succesfulde band.

- Det var rigtig ærgerligt. Det var jo hans drøm, og han passede ind i det game. Hvis vi drak øl sammen, så stoppede vores aften ofte, hvor jeg tog hjem, og Ole tog stoffer. Man kunne godt se, at der var sket noget med ham. Det var ikke så rart.

Herfra går det ned ad bakke for Ole Beich. Hans misbrug tager til, og han ender med at blive indskrevet til behandling for sin afhængighed på Lolland.

Efter behandlingshjemmet drager Ole Beich mod hovedstaden, hvor han igen ryger i et blandingsmisbrug af alkohol og stoffer. Det er også her, at hans liv på tragisk vis ender.

Drukner i Sct. Jørgens Sø

En oktoberaften i 1991 beslutter Ole Beich sig for at svømme over Sct. Jørgens Sø, der ligger lige ved Planetariet. Søen er flere meter dyb inde på midten, og man kan altså ikke bunde. Vandet er koldt, og Ole Beich klarer ikke turen hele vejen over. Han forsvinder i mørket.

Politi og dykkere bliver tilkaldt for at lede efter ham, men der er intet spor. Først 20 dage senere bliver Ole Beichs lig fundet i søens grumsede vand. Han blev kun 36 år, og obduktionen viste, at han både havde alkohol og heroin i blodet, da han døde.

Man har ikke noget klart svar på, hvorfor Ole Beich druknede i søen. Var det en ulykke eller et selvmord? Ligesom hans exit i Guns N' Roses er der også spekulationer om dette. Nogle mener, at han forsøgte at svømme over søen som en del af et væddemål. Hos familien hælder man mere til selvmordsforklaringen.